søndag den 6. juli 2014

Taltræning 1

Taltræning kan dække over mange ting, her tager jeg fat på;
  • at lære tælleremsen 1, 2, 3, 4...

Tælleremsen 1, 2, 3, 4...

Børn er ikke ret gamle, før vi som forældre, begynder at øve tallene med dem. Vi leger med dem - "1 - 2 - 3 - HOP!". Vi synger med dem - "En indi, to indi, tre indianer...". Efterhånden begynder vi at snige små spørgsmål ind når vi snakker med dem - "kan du se hvor mange tallerkener der står på bordet?". Det er faktisk ikke altid så let, når man først lige er begyndt at lære tallene.  

Hvad gør man så, når de fleste sange stopper ved ti og ens barn er klar til at komme videre? Man gør tre ting:

  1. Fortsætter med at øve tælleremsen fra 10-20
  2. tager fat på 10 tabellen
  3. hjælper ens ens barn med at opdage, hvordan talsystemet er bygget op

Ideer til, hvordan I øver tælleremsen fra 10-20

I stedet for, at det er dit barn der tæller for dig, så tæl sammen. Gør det til en fælles opgave, at komme fra 10-20. Det er sjovere og så er der ikke så meget fokus på hvad dit barn kan og ikke kan, men mere på hvad vi kan. I kan fx


  • Tælle i kor
  • Skiftes til at sige et tal
  • Tælle hvor mange skridt i skal bruge for at komme fra a-b

Ideer til, hvordan I øver 10-tabellen

 Før man kan lære tælleremsen, må man lære 10 tabellen.  
  • Den sjove sommermåde (du kender den allerede): I skal have vand i badebassinet, tænde sprinkleren, hoppe i poolen eller ud i havet. Sig 10 tabellen højt sammen og kast jer på NU i badebassinet, hop igennem sprinkleren, dyk jer i poolen eller havet. Når noget er sjovt kan man gentage mange gange:).
  • Den motoriske måde: I skal bruge en bold. Stil jer overfor hinanden. Den der starter med bolden siger "10", idet bolden kastes. Hvis bolden gribes må den kastes tilbage på 20. Hvis bolden tabes starter I forfra. Se om I kan nå 100.

Ideer til, hvordan du hjælper dit barn med at opdage hvordan, talsystemet er bygget op

Når dit barn har lært 10 tabellen kan i begynde at udfylde hullerne mellem 10 og 20, 20 og 30, 30 og 40 osv. Det er ofte overgangen fra 29 til 30, 39 til 40, 49 til 50 osv der er svær. Start med tallene fra 10-50. Det gør træningen mere overskuelig, hvis man skal lære mindre bidder.


  • Dit barn tæller så meget hun kan. Typisk vil hun i starten gå i stå på tallene i 10 tabellen, dem siger du.
  • Øvelsen med at tælle i kor er også god her
  • Tæl konkrete ting så det giver mening at tælle


  • Silje tæller, på eget initiativ, blåbær fra haven. 42 stk:)


  





torsdag den 3. juli 2014

Kom godt i gang

Når dit barn starter i 1. klasse er hun motiveret og glæder sig til at lære noget nyt. De første lektier er ofte nemme, både af sværhedsgrad og fordi lysten er stor. Sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være. Men motivationen kan genskabes og lysten til at lære, vil altid være tilstede. Det gælder bare om, at vi som forældre er med til at skabe de rette rammer.   

Siljes skrivebordsplads

Rutiner
Find et fast tidspunkt på dagen hvor lektielæsning passer ind i familiens rytme. På den måde kan I undgå mange diskussioner, og i stedet bruge tiden konstruktivt. Tidspunktet kan fint variere fra dag til dag, så der også bliver plads til fritidsaktiviteter. Det vigtige er, at alle mandage, tirsdage, onsdage osv som udgangspunkt er ens. Lav evt. et skema så I undgår misforståelser. 
Herhjemme laver børnene ofte lektier, mens vi laver aftensmad:)

Hygge
Lektielæsning kan ofte forbindes med pligt og stress. Prøv i stedet at gøre det til en hyggelig aktivitet, hvor I har mulighed for at bruge tid sammen. Hvis energiniveauet er lavt, kan det være en ide med en skål æbler, rosiner eller andet der giver energi. Giv udtryk for, at I har den tid der skal til. Lektier SKAL ikke nødvendigvis laves ved et bord. Mange opgaver kan fint laves i haven, i en hule, på gulvet eller andre steder, der kan være med til at skabe variation. 
Mine egne børn synes det er sjovt, at lege skole når der laves lektier. Så sagde vi, at jeg var læreren:)


Vær realistisk
Der kan være mange årsager til, at lektielæsningen ikke altid går som ønsket. 
  • Måske er niveauet for højt. I så fald, kan det ofte være bedre at springe opgaven over, frem for at give dit barn et nederlag, og selv ende med at lave det meste af opgaven. Skriv en lille note til dit barns lærer, så hun ved besked.
  • Måske er der uoverskueligt mange opgaver. Det bedste i den situation er selvfølgelig, at komme i gang i god tid. Det kan være svært, at koncentrere sig om én opgave af gangen, når man ved hvor mange der ligger og venter. Du kan gøre lektielæsningen mere overskueligt for dit barn, ved at sætte en begrænsning på. Fx "5 opgaver mere, så stopper vi". Måske har dit barn bare brug for en drikkepause eller en løbetur rundt om huset og kan derefter fortsætte igen. 

Husk formålet
Lektier er først og fremmest træning af stof dit barn allerede er blevet undervist i henne i skolen. Det er udelukkende for dit barns skyld at lektierne skal laves, så hellere bevare motivationen og det gode humør, end at gøre det til en kamp. 
Det er dog en rigtig god øvelse, at dit barn gør det færdigt, som I har aftalt på forhånd. Det er ikke så meget for lektiernes skyld, men mere en general god vane at tillægge sig:)